Enneagrammet |
Tilbage til indholdsfortegnelse |
Iaggtageres verdenssyn
Femmere er mennesker, der hæger om deres privatliv. De har behov for at beskytte
sig selv og gør det ved mentalt at lukke sig inde i en indre borg, hvor andre
ikke kan nå dem. Dette opleves udefra som om det er svært at få kontakt, især
følelsesmæssig kontakt, som om Femmeren kun er til stede med en lille del af sig
selv. Metaforisk kan det beskrives som at Femmeren har lukket sig inde i sit hus,
et hus der kun har små vinduer højt oppe, hvorfra Femmeren kan kigge ud, men andre
ikke kigge ind.
Grunden til denne særlige måde at være i verden på ligger i, at Femmere nemt føler sig invaderer, og hvis Femmeren ikke beskytter sig mod denne invasion, vil andre mennesker "stjæle" al Femmerens energi. Og Femmere har behov for deres energi til at tænke tanker.
Femmere har derfor udviklet en evne til at være fysisk tilstede uden egentlig at deltage i det der sker rundt om dem. Til større selskaber og receptioner vil man derfor enten finde Femmere i et hjørne for sig selv, eller trukket tilbage i snak med en enkelt person, som Femmeren kan føre en meningsfuld samtale med. Small-talk er ikke noget for Femmere.
Femmere har stort behov for at være alene. Mens de er til et selskab vil de egentlig ikke opleve ret meget af det, fordi de på en måde ikke er der - deres opmærksomhed er uden for dem selv, iagttagende, nærmest som en flue på væggen. Først når de kommer hjem til sig selv kommer de til stede i deres krop igen og kan gennemtænke hvad de har oplevet og føle hvad oplevelserne giver anledning til at føle. Det er mennesker der er gode til at holde hovedet koldt i krisesituationer, fordi de kan forblive neutralt iagttagende og handlende, og deres følelsesmæssige reaktioner kommer først senere.
Femmere kan udmærket leve alene, de trives med et meget enkelt liv, har meget få behov. Det er vigtigt for dem at være uafhængige af andre, og dette medfører, at de hellere spænder bæltet ind end risikerer at være afhængige af at bede andre om hjælp. De har som følge af deres behov for uafhængighed udviklet en vane med at omgive sig med meget få ting, med at nøjes med meget lidt: en seng, et bord, en stol. En enkelt pude i et hvidmalet rum. Enkel mad. Femmere har samtidig ofte en veludviklet æstetisk sans, så deres hjem vil være smukt i sin enkle indretning. Deres forhold til mad er det samme som til andre ting: det skal være enkelt og nemt, og enten tilbereder de selv meget enkle retter, eller de spiser al deres mad på en nærliggende café eller restaurant: det gælder om ikke at spilde tid og energi på noget så uvigtigt.
Femmere bryder sig ikke meget om at være synlige, og det kunne aldrig falde dem ind at vise deres følelser offentligt. At andre gør det betragter de som mangel på kontrol. De holder sig ude af situationer, hvor de kunne blive genstand for offentlig bedømmelse. Dette er en selvbeskyttende vane som ofte er maskeret med følelser af at være hævet over dem der ønsker anerkendelse og succes.
Femmeres privathed bliver til ensomhed, når de isolerer sig og bliver ude af stand til at række ud efter andre. Da deres tilgang til følelser går gennem tanker, vil de forgæves prøve at tænke sig til hvordan de kan få kontakt med andre. Femmere kan have meget svært ved at række ud og bede om hjælp, fordi dette ville medføre en afhængighed af andre, og dermed kunne andre kræve noget af dem, som de ikke har lyst til at give.
Et kort møde kan til gengæld betyde fantastisk meget for en Femmer, som kan nyde samværet senere, når hun/han er alene og har fri adgang til sine følelser. Femmere vil have få venner, som de deler særlige, meningsfyldte interesser med. Femmerens venner vil sandsynligvis ikke kende hinanden, og vil ikke høre om hinanden - de har hver deres "kasse" i Femmerens sind, og der er ingen forbindelser mellem dem. Det der sker imellem en Femmer og hans/hendes venner er fortroligt og kommer ikke andre ved.
Det der er vigtigt for en Femmer er tanker, store ideer, information, viden.
Femmere er store tænkere, der holder af at indsamle viden og forståelse af verden, ud fra et ubevist ønske om at forstå verden gennem tankerne. De er stærkt tiltrukket til modeller og systemer som kan forklare universelle principper for menneskeligt samvær. Ved at have fuldt kendskab til et system, som f.eks. psykoanalyse eller Enneagrammet, kan de placere sig selv i systemet og forholde sig mentalt til dette.
Undertyper
Som nævnt i kapitel 1 kan hver types særlige tankemåde give sig udtryk i forskellig
former for adfærd. Denne adfærd hænger sammen med hvilket livstema der er størst
fokus på. Hver type har således 3 undertyper, som har ubevidst fokus på 3 forskellige
livsområder, nemlig:
*overlevelse: hvordan sikrer jeg mig at jeg overlever rent fysisk?
*det sociale område, dvs. mit forhold til grupper af mennesker
*relationer til l anden person, og herunder seksuelle relationer.
Det betyder at tre Femmere kan have forskellig adfærd, eller forskelligt fokus i deres liv, fordi de tilhører forskellige undertyper. Men de udtrykker allesammen den samme grundlæggende energi: gerrighed, og den samme fiksering: tilbageholdenhed. Man kan sige, at energien udtrykkes i 3 forskellige former for adfærd, afhængig af, hvilken undertype, man tilhører.
1) Fokus på overlevelse udtrykkes gennem 'Mit hjem er min borg'
Femmere der er fokuseret på overlevelse vil sørge for at have et sted, hvor de
kan trække sig tilbage. Uafhængighed er utroligt vigtig for dem, og de vil tilstræbe
uafhængighed gennem at have så få behov som muligt. De kan klare sig med meget
lidt, og vil ofte være nærmest nærige over for sig selv, også på tidspunkter hvor
de har råd til luksus. Der ligger ubevidste følelser af at der er begrænsede ressourcer
bag Femmerens behov for uafhængig privathed. Tid til sig selv og personlig plads
kan opleves som fuldstændig vitalt for overlevelse .
2) Fokus på sociale relationer udtrykkes gennem at samle viden
For Femmere er det naturligt at søge viden, og at samle viden - ofte viden, som
andre typer undrer sig over, at Femmeren gider samle på - hvad skal den bruges
til ? For Femmeren er det som en slags ressourcebank, et lager man kan trække
på - det er rart at vide, at være informeret.
Sociale Femmere kan have en stærk trang til at søge information, ofte også såkaldt esoterisk viden, d.v.s. viden som kun er for "de indviede". De er tiltrukket til systemer, der forklarer menneskelig adfærd (såsom Enneagrammet) og de tiltrækkes til steder, hvor de kan studere disse ting. De ønsker at være en del af indercirklen, at blive lukket ind i logen, i det (hemmelige) broderskab, hvor den virkelige viden findes. Her kan man tale dybt om vigtige ting med ligesindede.
3) Fokus på l til l-relationer / seksuelle relationer udtrykkes gennem fortrolighed
At dele sin fortrolighed er en måde at udvide sin privathed til at omfatte vennen
/ partneren, og dermed skabe bånd imellem Femmeren og de få mennesker der er vigtige
i hendes/hans liv. Femmere har særligt udvalgte mennesker, som de deler deres
fortrolighed med. Særlige forbindelser er mentale skatte, som kan tages frem når
man er alene og genskabes for det indre blik igen og igen. De er meningsfyldte,
ikke kun fordi de er få og der er langt imellem dem, men fordi de er dybt forankrede
i sindet. Fortroligheds-Femmere har ofte en stærk tiltrækning til seksualitet
som en måde at opnå sand fortrolighed på en ikke-intellektuel måde.
Femmere værner om deres privatliv, og det opleves derfor som totalt ødelæggende hvis den udviste fortrolighed forrådes.
Uddrag fra bogen "ENNEAGRAMMET - din personlige udviklingsvej" 1. udgave 1997 af: Helene Kongsbach. Forlaget Akasha. Teksten må ikke gengives uden forudgående skriftlig aftale.
| Til toppen | |
- ansvarlig selvudvikling til modne mennesker
[ Om fortrolighed | Betingelser | Copyright | Om Steen Andersen | Til statsiden ]




