Til forsiden Kontakt os Sitemap Udskriv
 

Enneagrammet

Tilbage til indholdsfortegnelse
Punkt 6: Skeptikeren

Skeptikeres verdenssyn
Skeptikere oplever inderst inde en manglende tryghed i verden - som om der aldrig rigtigt har været nogen man kunne stole helt fuldt og fast på. Seksere er derfor hele tiden på vagt over for eventuelle trusler, eller over for hvordan en situation eventuelt kan udvikle sig i en farlig retning. De har lært sig selv at aflæse andre menneskers humør, at være på vagt over for de mindste tegn på vrede, angreb eller svigt, med det formål at komme den i forkøbet.

Seksere har meget stærke antenner for andre menneskers sindstilstand og motiver, en evne til konstant at "se bagom" det den anden udtrykker, for konstant at tjekke, om man kan stole på den anden? Mener hun virkelig det, hun siger? De har en stærkt udviklet evne til at forestille sig det værste, fordi de derigennem håber at kunne imødekomme at det værste sker. Seksere kan udspille levende scener over det værst tænkelige for deres indre blik - ofte hundredvis af gange med den samme situation. Deres ubevidste sind tror, at dette er den bedste måde at sikre, at det værst tænkelige ikke sker!

Seksere er ikke opmærksomme på, at de sorterer kraftigt i virkeligheden, således at det kun er det værst tænkelige, der udspilles fro deres indre blik, og at de ikke bruger ligeså meget tid på at forestille sig den bedst tænkelige situation. Hvis man opfordrer en Sekser til at forestille sig det bedst tænkelige vil den umiddelbare respons være, at "det er en umoden og naiv måde at forholde sig til virkeligheden på".

Fordi de forestiller sig det værst tænkelige kan Seksere også udvikle en tendens til at tillægge andre mennesker motiver, som de ikke har. De kan forestille sig, at alle andre i en klasse tænker forfærdelige ting om dem, eller at læreren har udset sig netop dem som syndebukken i klassen. Eller sågar at buschaufføren har set sig ond på dem og det er derfor han ustandselig kører for næsen af dem osv. De er kort sagt eksperter i at "tankelæse" andre mennesker, men vel at mærke en tankelæsning der som regel er langt ved siden af virkeligheden.

Meget af denne tankelæsning er udtryk for projektioner, dvs. at Skeptikerens egne tanker og følelser lægges over i den anden person. Et eksempel på det kan være, at Skeptikeren føler vrede, men ikke er opmærksom på sin egen følelse, og i stedet siger til sin partner: "Hvorfor er du vred?" ofte efterfulgt af tanken "Hvad har jeg nu gjort?" for derigennem at kunne komme vreden i forkøbet. Vrede er truende for en Sekser, fordi vrede kan få mennesker til pludselig at angribe og blive ukontrollerbare.

Sekserens tankegang er derfor fokuseret på om man kan stole på andre. Sekseren vil hele tiden scanne andre personer for at finde ud af: hvad tænker hun nu? Kan jeg virkelig stole på det hun siger? Hvorfor roser hun mig - hvad ligger der bagved?

Ligeså vel som Skeptikere stiller spørgsmålstegn ved andres tanker og handlemåde, stiller de dagen igennem spørgsmålstegn ved deres egne tanker og handlemåde: "Er det nu en god ide?" "Hvad vil det føre til?" "Er det den bedste måde at gøre det på?" "Gjorde jeg det rigtigt?" Der foregår kort sagt en konstant indre dialog, som i høj grad bygger på indre tvivl og skepsis - over for andre og over for en selv. Dette kan føre til at man tøver over for at handle og udskyder projekter, fordi der kan blive tænkt så meget over projektet, at man tænker i stedet for at handle.

 

Undertyper
Som nævnt i kapitel l kan hver types særlige tankemåde give sig udtryk i forskellig former for adfærd. Denne adfærd hænger sammen med hvilket livstema der er størst fokus på. Hver type har således 3 undertyper, som har ubevidst fokus på 3 forskellige livsområder, nemlig:

* overlevelse: hvordan sikrer jeg mig at jeg overlever rent fysisk?
* det sociale område, dvs. mit forhold til grupper af mennesker
* relationer til 1 anden person, og herunder seksuelle relationer.

Det betyder at tre Seksere kan have forskellig adfærd, eller forskellig fokus i deres liv, fordi de tilhører forskellige undertyper. Men de udtrykker allesammen den samme grundlæggende energi: angst, og den samme fiksering: tvivl. Man kan sige, at energien udtrykkes i 3 forskellige former for adfærd, afhængig af, hvilken undertype, man tilhører.

1) Fokus på overlevelse udtrykkes gennem at være varm og kærlig
Denne undertype af Seksere ligner Toere en del, idet de også er varme og kærlige over for andre, men deres motivation for at være det er anderledes end Toerens. Hvor Toeren tilpasser sin personlighed for at glæde andre, så er Sekseren den samme over for alle andre personer - uanset status. De udvikler en oprigtig varme og interesse for andre mennesker, omend deres ubevidste motivation er at "afvæbne" andre, for derigennem selv at føle sig trygge. De vil søge at flytte opmærksomheden over på andre gennem at støtte og berige disse. De er positive og bekræftende, og man kan stole på deres loyale støtte.

2) Fokus på sociale relationer udtrykkes igennem social pligt
Denne undertype er fantastiske i grupper, især i grupper der kæmper for mindretalssager. De kan ofre sig selv fuldstændig for sagen, for familien og for idealer. Deres ubevidste motivatition er at føle sig trygge gennem at være inden for rammer, hvor der er aftalt visse spilleregler. Tvivlen på en selv bliver mindre når ens meninger bliver bekræftet i gruppen. At være i en gruppe af ligesindede giver styrke og tryghed. Den tøven der kan opstå ved at handle for personlige sager, forsvinder når det handler om at gøre noget af pligt over for en gruppe.

3) Fokus på l til l-relationer / seksuelle relationer udtrykkes gennem 'Styrke og skønhed'
De Seksere, der tilhører denne undertype har ubevidst valgt at maskere deres indre tvivl gennem at udtrykke styrke og / eller skønhed.

Denne undertype forsøger typisk at påvirke deres partnere eller kommende partnere gennem et formidabelt intellekt, gennem at være en værdig med- eller modspiller, gennem at være særdeles smuk eller flot. Selv en skræmt person kan føle sig stærk hvis andre tror at han eller hun er stærk, smuk, sexet og intelligent. Den ubevidste motivation er altså at styre sin nervøsitet.

 

Uddrag fra bogen "ENNEAGRAMMET - din personlige udviklingsvej" 1. udgave 1997 af: Helene Kongsbach. Forlaget Akasha. Teksten må ikke gengives uden forudgående skriftlig aftale.

 

 Til toppen
  

- ansvarlig selvudvikling til modne mennesker

 

[   Om fortrolighed   |   Betingelser   |   Copyright   |   Om Steen Andersen   |   Til statsiden   ]

 
 
 

Mest besøgte sider

Hvilke værktøjer bruger du i din selvudvikling?





Se resultat
Free poll from Free Web Polls

Kursus i Fredericia - Middelfart

I efteråret 2010 udbydes kursus i personlig udvikling gennem FOF Fredericia - Middelfart: "Styr dit liv - find din egen vej"

 

Der er ledige pladser: [ Se mere ]

Savner du noget .. ?

Hvis du savner tekster eller værktøjer fra min tidligere hjemmeside eller du har forslag til udvidelser og forbedringer, er du velkommen til at skrive til mig, så det kan blive udbedret [ Skriv her ]

Tilmeld dig Steenses.dk på Facebook  Følg Steenses.dk på Twitter  Opdateringer fra Steenses.dk på RSS

  • Steen's Alternative
  • v/ Steen Andersen
  • Mail: